Efter at have gennemført mit første bryg på det semi-automatiske Grainfather brygsystem, er jeg opsat på snart at brygge igen. Det er enkelt, intuitivt og leverer flere praktiske løsninger i én samlet pakke. Brygsystemet er en forholdsvis ny spiller på markedet og er tilgængelig til en forholdsvis billig pris – særligt sammenlignet med allerede anerkendte brygsystemer.

Grainfather - mæskning

Til sammenligning har mit ‘gamle’ brygsetup en masse udfordringer. Det kommer med en naturlig række manuelle processer, der gør brygdagen hektisk (til tider kaotisk) og unødigt lang. Derfor har der gerne gået lidt tid mellem hvert bryg. Grainfather’en har dog umiddelbart gjort op med flere af de besværlige processer og bekymringer – og i stedet givet et overskud på brygdagen. Jeg har rent faktisk haft tid til at være ’til stede’ på dagen.

Grainfather features

Ift. mit manuelle system, er der flere nævneværdige features i Grainfather’en, der har gjort min brygdag lettere:

  • Intelligent temperaturstyring
  • Integreret magnetpumpe med tilpasset flow
  • 2 stk. integrerede varmelegemer: ét på 500 Watt og ét på 2.000 Watt
  • Mæske-indergryde med perforeret bund, der kan hvile på grydens kant under spargning
  • Omrøring ikke nødvendig under mæskning pga. cirkulation
  • Kuglehane på cirkulationsrøret til justering af pumpeflow
  • Humlefilter (en opdateret version er tilgængelig)
  • Egen app
  • Medfølgende modstrømskøler
  • Muligt at tilkøbe isolering til gryden i form af en Grain Coat
  • Kontrolpanelet kan opgraderes/hackes
  • Billig ift. Braumeister

Jeg kan tilføje, at jeg er relativt imponeret over, hvor hurtigt Grainfather’ens varmelegeme kan hæve temperaturen mellem de forskellige mæskestadier, og hvor præcist Grainfather’en holder sig inden for mæsketemperaturen. I mit ‘gamle’ brygsetup har jeg ikke et dedikeret humlefilter og min cirkulationspumpe{{1}} er mildest talt ret upålidelig. I Grainfather’en følger begge dele med som standard og er tilpasset brygsystemets volumen.

Jeg er ligeledes positivt overrasket over Grainfathers egen app, Grainfather{{2}} – som jeg fandt frem til ved et tilfælde på brygdagen.

Kort sagt indfrier brygsystemet alle mine forventninger og har givet mig lyst til at brygge igen.
[[1]]Læs: fødevaregodkendt solcellepumpe[[1]]
[[2]]Jeg går i dybden med app’en længere nede i indlægget[[2]]

Kuglehane & tilstopning

Under mit bryg med Grainfather’en opstod der nogle udfordringer med trykket på pumpens cirkulationflow, der aftog under humlekogningen. Det betød, at afkøling og aftapning af øllet på gærspand tog unødvendigt lang tid. Jeg havde min pladekøler mistænkt for at være flaskehalsen – evt. pga. af fastsiddende humle inde i køleren. Det viste sig i stedet at være en tilstoppet fjeder i den sikkerhedsventil, der er monteret under kuglehanen på Grainfatherens cirkulationsrør. Strukturen og konsistensen på de blokerende humlerester fra fjederen lignede umiskendeligt meget de kompakte humlepiller (pellets), som jeg havde tilsat til smags- og aromahumle.

Grainfather kuglehane

Andre bryggere på Grainfather’s forum har haft samme udfordringer med tilstoppet ventil – ligeledes ved brug af humlepiller. Der bliver dog kastet flere potentielle løsninger på bordet. Den mest simple og funktionelle løsning, som flere foreslår, er simpelthen at fjerne fjeder og kugle i sikkerhedsventilen. Derved har humlepartiklerne fri passage.

Det betyder dog også, at humlepartiklerne vil have direkte adgang til min pladekøler. Dette kan formentlig forhindres ved at cirkulere urten tilbage i gryden før pladekøleren tages i brug. Herved får humlen mulighed for at danne et filtrerende lag omkring pumpefilteret og holde uønskede partikler ude. Du skal dog være opmærksom på, at fjederen fungerer som sikkerhedsventil og forhindrer uheld i tilfælde af, at du kommer til at tænde for cirkulationspumpen, mens ‘armen’ er afmonteret og kuglehanen er i åben position. Det bør du blot have in mente, inden sikkerhedsventilen afinstalleres.

Grainfather app

På selve brygdagen faldt jeg tilfældigt over Grainfather’s egen gratis app. Den blev hurtigt downloadet og dagens brygopskrift blev oprettet{{4}}. App’en blev benyttet gennem hele brygget, hvilket var en velkommen og positiv oplevelse.

App’en guider dig gennem brygdagen trin for trin og alarmerer dig hver gang, at du aktivt skal foretage en handling. Den kan ikke beregne din gærstarter eller striketemperatur for dit mæskevand, men det er heller ikke nødvendigt. Det er der så mange andre apps, der gør bedre. Den sørger i stedet for, at brygdagen bliver stressfri, da du slipper for selv at time de forskellige mæske- og humleintervaller. App’en fuldender oplevelsen af Grainfather som værende et intelligent brygsystem.
[[4]]Man skal dog være opmærksom på at udfylde alle felter i sin opskrift, da den ellers ikke er mulig at gemme.[[4]]

Opgradering anno 2016

Grainfather kom med et opgraderingskit i starten af 2016, som bl.a. omfattede en isoleringskappe aka en Grain Coat, et nyt humlefilter, der mere effektivt skal forhindre tilstopning og sikre et bedre flow og en Grain Stopper, der erstatter den medfølgende kapsel til overløbsrøret – og gør som navnet antyder – forhindrer malten i at flyde med ned i overløbsrøret. Jeg har erhvervet alle tre dele og testet dem i mit første bryg på Grainfather’en. I slutningen af 2016 kom ligeledes den længe ventede opgradering af kontrolpanelet: Connect Control Box, som jeg dog stadig mangler at teste

Grain Coat

Forud for brygdagen stødte jeg allerede på den første udfordring med det nye kit. Grain Coat‘en viste sig at være for kort – velcroen kunne ikke nå sammen og omslutte gryden 100%. Jeg har siden hørt flere med samme problem i den danske gruppe for Grainfather-ejere på Facebook. Jeg har dog været i kontakt med den danske netbutik og Grainfather er opmærksomme på problemet. Jeg får min kappe ombyttet lige så snart, at de får en opdateret version hjem. Det til trods, så brugte jeg alligevel Grain Coat’en under brygget og var overrasket over den relativt tynde kappes isoleringsevne. Temperaturen holdt sig fastlåst på den indtastede værdi under mæskeintervallerne, og selv da gryden var i kog, oplevede jeg ikke at brænde mig ved kontakt med gryden.

Gainfather humlefilter

Den opdaterede version af humlefilteret virkede ligeledes efter hensigten – det forhindrede humlen i at passere uden samtidig at stoppe til. Efter sigende var udfordringen med det “gamle” filter, at det netop havde en tendens til at tilstoppe. Jeg har endnu ikke selv testet det “gamle” filter og kan på den baggrund ikke sammenligne de to – eller udtale mig om, om den nye version er mere eller mindre effektivt. Det nye filter har dog én væsentlig fordel – et gummiophæng, der minimerer risikoen for at filtreret bliver frakoblet pumpeudløbet under omrøring. Dvs. filteret kan give sig relativt meget og kan derfor tåle stød fra brygpadlen under omrøring i gryden. Jeg testede denne feature i forbindelse med humlekogningen, hvor filteret fik nogle kraftige skub, så jeg kunne mærke, at det gav sig. Men det holdt tæt og blev siddende, hvor det skulle.

Connect Control Box

Den måske mest ventede opgradering til Grainfather brygsystemet er den nye Connect Control Box, der erstatter det medfølgende kontrolpanel. Boksen kan købes separat og nemt tilsluttes ethvert Grainfather brygsystem. Fremadrettet vil Grainfather brygsystemet ligeledes blive solgt med det nye panel. Tilføjelsen af den nye boks åbner en verden af muligheder for Grainfather-systemet, som gør det mere intelligent og direkte konkurrencedygtig med de noget dyrere systemer. Herunder følger en oversigt over de nye features.

Control Box Features:

  • Bluetooth-forbindelse til dit mobile device, hvorfra du kan styre systemet med en app
  • En PID-algoritme sørger for en mere stabil varmekontrol med færre afvigelser
  • Trinmæskning er nu blevet programmerbart og fuldautomatisk
  • Tidsindstillet opvarmning. Du kan fx indstille systemet til at være klar på brygdagen kl. 8 med den ønskede striketemperatur.
  • Kontrolpanelet er selvfølgelig vandtæt
  • Boksen kan bruges med og uden app
  • Mulighed for import af opskrifter fra BeerSmith som Beer XML-filer
  • Beregning af mæske- og spargevand, ABV, mæskeeffektivitet og refraktometerværdier direkte i app’en
  • Kommer snart: Online værktøj til at oprette og dele dine egne opskrifter, der kan importeres direkte i den nye app og styre mæskeprogrammet.

Grainfather Connect Control Box kontrolpanel

Forslag til egne opgraderinger

Inde på Grainfathers eget forum har flere brugere kommet med forslag til, hvordan man selv kan optimere sit brygsystem ved enten at hacke sin Grainfather eller ved at supplere med diverse ekstraudstyr. Her følger en oversigt over nogle af de bedste løsninger.

  • Tilkøb en ‘hopspider’ som ekstra humlefilter
  • Opgradér temperatur-controller’en til en STC-1000 (se afsnittet herunder)
  • Køb et GF 10L-kit, der gør det muligt at lave 10L-bryg
  • Svejs den løse bund fast i indergryden
  • Erstat modstrømskøleren med en pladekøler
  • Lav en isoleringskappe af et liggeunderlag (eller køb Grainfather’s)
  • Lav en base med hjul, så gryden bliver mobil
  • Montér håndtag på ydersiden af gryden, så den er til at flytte rundt med
  • Montér udvendig glasrør, der viser væskeniveauet (gryden er født med indvendig skala)
  • Køb en timer{{3}} til at tidsindstille tænd + opvarmning af mæskevand
  • Køb en gryde til spargevand (min. 20L), hvis du ikke allerede har en sådan
  • Udskift den eksisterende ledning med en længere

[[3]]Vær opmærksom på, at den skal kunne tåle 2.000+ Watt, som det store varmelegeme trækker[[3]]

Opgradering af temperatur-controller

Som jeg nævner i et tidligere indlæg, er Grainfather opbygget af standardkomponenter, hvilket gør det muligt selv at opgradere den installerede temperatur-contoller, STC-200, til den mere intelligente STC-1000 (for kun £9). En sådan opgradering udvisker grænserne for, hvad en Grainfather kontra en Braumeister formår, da Grainfather dermed går fra at være et semi-automatisk brygsystem til at blive et mere eller mindre fuld-automatiseret brygsystem.

STC-1000-enheden er i stand til automatisk at håndtere og afvikle alle præ-indstillede intervaller i dit mæskeprogram, mens du har hænderne frie til opvask, desinficering og afvejning af humle til urtkogningen. Før dette er muligt, er det dog nødvendigt først at ‘flashe'{{5}} temperaturenhedens standard-firmware med en gratis custom firmware, der er udviklet af en svensk programmør og brygentusiast. Den alternative firmware er designet specifikt til at kontrollere brygsystemer såsom Grainfather.

Du skal dog være opmærksom på, at STC-1000 findes i flere udgaver online, og at det ikke er alle versioner, der kan flashes med ny firmware. Den ‘rigtige’ version af STC-1000 (ver. A400_P) kan købes via Hong Kong-producentens egen webshop hos aliexpress.

Arduino UNO-minicomputer

Du får ligeledes brug for en Arduino UNO{{6}} eller NANO, som begge er små stykker computerhardware, der er ‘the missing link’ mellem STC-1000 og din computer, når firmwaren skal erstattes. Arduino UNO er en smule dyrere end NANO, men du slipper til gengæld for at udføre lodninger, hvilket er tilfældet med NANO. Uanset er det en lidt kompliceret proces, som jeg endnu ikke selv har kastet mig over. Du kan læse meget mere om at flashe STC-1000 på firmwareudviklerens egen side, hvor der ligger en udførlig guide over hele processen. Herfra kan du også downloade den seneste firmware, der skal installeres på din enhed.

STC-1000 montering

Når STC-1000 er opdateret, skulle enheden til gengæld være ret enkel at montere i kontrolhuset. Du skal blot afmontere den gamle enhed fra kassen og overføre kablerne til de tilsvarende indgange på den nye enhed. Vær dog opmærksom på, at indgangene er placeret spejlvendt på STC-1000 ift. STC-200. Ellers passer de 1 til 1. Garantien på din Grainfather ryger dog ved dette indgreb, hvilket er værd at have in mente.

Du kan læse mere om STC-1000’s historie og dens funktioner i denne korte gennemgang skrevet af brygsiden homebrewery.nz. Enheden kan fx mere end blot at kontrollere din Grainfather. Den er faktisk også i stand til at regulere og håndtere temperaturen i dit varme- og køleskab, hvis du benytter et sådan til dine gærspande. Men det kan du finde meget mere om på Google.

[[5]]Læs: Erstatte den fabriksinstallerede firmware med en ny eller opdateret firmware[[5]]
[[6]]Kan findes i en samlet pakke til under 100 kr. (inkl. forsendelse fra UK) på eBay, hvor de nødvendige kabler indgår[[6]]

Grainfather brygsystem