Info

SvadaBryg.dk skal ses som værende min egen logbog – en huskeliste og et udstillingsvindue for, hvad det lille private mikrobryggeri foretager sig. Dermed også en deling af min egen erfaring og en praktisk tilgang til det at brygge hjemme i sit eget køkken, bryggers, skur eller garage.

Det er også et forsøg på at forenkle nogle af de komplicerede processer i håndbrygget. Jeg er ikke interesseret i at malte min egen byg eller dyrke min egen gærkultur, men ellers de fleste andre processer derudover.

Jeg forsøger at gøre de manuelle og tidskrævende processer mere automatiserede og kontrollerede – dog uden at det springer budgettet. Man kan betale sig fra meget af besværet, men økonomien skal også holdes på et realistisk niveau. Tidsforbruget på brygdagen skal kunne skæres ned til et minimum, da det muliggør flere bryg på én dag og tid til familien. For mig handler det om at finde den gyldne middelvej mellem økonomi og tidsforbrug.

Baggrunden
Svadabryg startede som en idé hos en danskstuderende tilbage i 2004, hvor interessen for håndbryg forankrede sig. Men en kombination af mangel på plads og guld gjorde, at den igen blev lagt til hvile. Tanken lå dog og ulmede, mens den voksede sig større og større – indtil den i 2011 kunne realiseres.
Nu var SU og dagpenge erstattet af en “rigtig” indkomst, og nye, større rammer gav plads til at brygge. Lejligheden var erstattet af en gammel gård nord for Aalborg (Vadum), hvor gårdens gamle bryggers endelig kunne komme til sin ret.

Navnet SvadaBryg kommer sig af, at jeg er mærket af min uddannelse og interesse for det danske sprog, hvilket giver den herlige anledning til at opkalde mine bryg efter gamle danske sværger, eder og gudsbespottelser.