Den mindst ophidsende proces ved at flaske sin specialøl er at fjerne gamle etiketter fra ølflaskerne. Især når der benyttes kommercielle flasker, hvor producenten har brugt ikke-vandopløselig lim. Det er praktisk talt en umulig opgave uden brug af rengøringsmidler, da du ellers blot tværer limen rundt på glasset.

Eller er det?

Undgå brug af kemikalier

Jeg er bestemt ikke fan af unødig brug af kemikalier i processerne omkring ølbrygning, men ved nogle lejligheder føler jeg, at jeg ikke har andet valg. Det gælder især fjernelse af genstridige etiketter og andre mærkater fra flasker og glas.

På den ene eller anden måde skal papiretiketten nok komme af, men det er den tilbageværende hinde af lim, der volder de store problemer. I min kamp mod limen, har jeg forsøgt med iblødsætning i opvaskemiddel og CIP-rengøringsmiddel, kogende vand, sprit, lampeolie og knofedt. Alt sammen med ringe effekt. Lampeolien fungerede bedst, men aldrig helt optimalt. Desuden efterlod den en længerevarende stank af olie på alt, der havde været i kontakt med den.

Jeg har desperat haft Googlet “fjernelse af etiketter” i håb om, at jeg skulle falde over en mirakelkur. De bedste bud har dog alle indeholdt kradse kemikalier såsom petroleum, rensebenzin, soda, OxiClean eller acetone, hvilket jeg ikke finder acceptabelt.

Brug madolie i stedet

Det var ikke før min seneste flaskedag, at jeg tilfældigt fandt en effektiv løsning. I forbindelse med kapslingen af min færdiggærede Milk Stout, benyttede jeg lidt rapsolie til at smøre indersiden af min enarmede kapselautomat. Da jeg alligevel havde et stykke køkkenrulle vædet med rapsolie, tænkte jeg, at der ikke skete noget ved at afprøve det på flaskelimen. Og til min store overraskelse fungerede det forbløffende effektivt!

Ikke-vandopløselig lim til etiketter fjernes på flasker og glas med helt almindelig rapsolie.
Den blanke plet viser, hvor den ikke-vandopløselig lim måtte give efter for rapsolien.

Med en kombination af rigelige mængder olie og knofedt, kunne jeg opløse limen ved at massere den væk med papiret. Olien kunne jeg efterfølgende vaske af med en mild opvaskemiddel. I min konkrete situation var limen ekstra strid, hvorfor jeg gav flasken endnu en omgang, indtil limen var helt væk. Ganske enkelt.

Jeg oplevede en endnu bedre effekt ved at påføre olien (evt. med en pensel) og lade flaskerne stå en time eller to – eller natten over. Det virkede til, at limen hermed blev blødgjort og krævede mindre arbejde efterfølgende. Blot påfør lidt olie igen, inden du tørrer det af.

Jeg har haft benyttet både solsikkeolie og koldpresset rapsolie1, så madolie generelt ser ud til at gøre tricket. I stedet for køkkenrulle, kan du selvfølgelig bruge en klud, men fordelen ved køkkenrulle er, at den kan smides ud, når den er sat til med lim.

Meget mere er der sådan set ikke at sige om det. Det virker. 

Det er altid en sejr for samvittigheden og miljøet, når endnu en udfordring i ølbrygningen kan løses uden brug af kemikalier. Rådet er hermed givet videre. God arbejdslyst.