Det kan anbefales at benytte en magnetomrører til sin gærstarter – konstant omrøring og iltning skaber gode vilkår for gærkulturens formering. Din gærkulturs tilstand har direkte indflydelse på, hvor vellykket dit bryg bliver. Den rigtige mængde gær kan forvandle en hæderlig øl til en vellykket. Derfor skal du nu i gang med at stykke din egen omrører sammen. Det er nemt og ligetil.

Dine gærceller i gærstarteren har brug for ilt til at formere sig1. Ilt gør gærcellens membran elastisk og den bliver i stand til at knopskyde nye gærceller. Hvis ikke gæren får nok ilt, vil gærcellerne i stedet begynde at nedbryde gærstarterens sukkerstoffer til ethanol2 – på bekostning af formeringen. Derfor er magnetomrøreren din nye bedste ven, da den holder styr på din gær.

Wyeast vådgær i en Erlenmeyer-kolbe

Krav til min magnetomrører

Der er selvfølgelig flere måder at ilte3 sin gærstarter på. Forsøg med netop iltning og formering af gærkulturer viser dog, at konstant omrøring giver de bedste resultater. Her har brugen af magnetomrører et klart forspring sammenlignet med “ryst-jævnligt-kolben”-metoden og filtreret tilførelse af ilt via en pumpe.

Min egen hjemmegjorte magnetomrører kan trække 3-4L urt, hvilket, jeg har vurderet, er nødvendigt ifølge Mr. Malty’s brugervenlige gærberegner. Her anbefales fx en gærstarter på 2-3L til 20L lagerøl brygget på vådgær. En mindre gærstarter vil i værste fælde kun vække gæren, men ikke opformere den.

Gærstarter med aktivitet

Priser

En standard magnetomrører, der er i nærheden af at kunne købes for penge, kan desværre max håndtere 1-1,5L væske. Ellers koster de større omrørere mellem 2500-4000 kr. Dog kan man være heldig at finde en brugt omrører på eBay. De er dog ofte slidte og godt medtaget.

Men hvorfor bruge så mange penge på en magnetomører, der er let (og meget billigere) at fabrikere selv. En hjemmelavet omrører er ligeledes overraskende kraftig med mere end kraft nok til en 3-4L gærstarter. Det er i stedet fornuftigere at bruge sine kontanter på en stor Erlenmeyer-kolbe.

Det Får Du Brug For

Det er ret simpelt at samle sin egen magnetomrører. Det eneste, der skal bruges, er en gammel PC-blæser, et par kraftige magneter og en 10-12V strømforsyning.

De fleste har en gammel PC stående, hvorfra blæseren og magnet kan plukkes. Der sidder en kraftig magnet i enhver harddisk, der er ideel i form og størrelse. Ellers kan både magneter, blæser4 og strømforsyning (+ konverter) købes hos dealextreme.com, som sender gratis til Danmark.

Du får selvfølgelig også brug for en teflonbelagt magnetstav. Den fås i forskellige forme og længder – fx i 40mm hos Amazon UK. Alt i alt løber den samlede pris kun op i omkring 130-150kr.5

En DIY magnetomrører sammensat af en blæser og en magnet fra en harddisk

Montering

Du monterer blot blæseren på et fast underlag (fx et kvadratisk bræt) med en skrue i hvert hjørne. Magneterne6 limes fast midt på blæseren – på hver side af midteraksen. Du kan nøjes med at lime det nederste lag magneter, da yderligere lag holdes sammen af magnetismen.

Som kabinet til min magnetomrører har jeg selv benyttet en papæske7, der passede i bredden og højden. Så er det bare at tilpasse blæserens hastighed og afstanden fra magneterne til bunden af kolben. Blæseren kan hæves ved at montere endnu et bræt under opstillingen eller flere magneter kan stables. Hvis afstanden er for stor eller hastigheden for høj, kan magnetstaven blive smidt af magnetstrømmen i kolben.

Ellers er det bare at prøve sig frem..

Hjemmelavet magnetomrører af en blæser og en maget fra en harddisk