Jeg har udvidet det lille bryggeri med en Grainfather – et forholdsvis nyt amerikansk brygsystem. Det blev fundraiset via Kickstarter og landede på det danske marked medio 2015. Umiddelbart ser det lovende ud – bl.a. baseret på diverse videoer, der allerede ligger på Youtube. Jeg har derfor haft høje forventninger. Brygsystemet blev ligeledes revet væk på få dage fra to forskellige danske webbutikker.

Læs også: Graintfather – anmeldelse

Første indtryk af mit brygsystem

Da pakken ankom med posten, blev jeg overrasket over, hvor let pakken var – og det til trods, at det var pakket ind i to papkasser. Men under udpakningen blev det klart, at vægten skyldes brygsystemets semi-tynde stålkonstruktion. En lidt tyndere kvalitet, end jeg havde ventet og er vant til. Videoer på Youtube har delvist vist dette, men det har ikke været entydigt.

Hvilken indflydelse har det på tab af varme? Er det nødvendigt at montere en isolerende kappe omkring gryden for lettere at kunne kontrollere temperaturen? Det må komme an på en prøve. [Edit.: Grainfather kom med et udvidet sortiment i 2016, hvilket omfattede en isoleringskappe aka en Grain Coat]

Plastikboksen, der omslutter styringsenheden, virker umiddelbart robust. Den kunne dog godt have været af en lidt kraftigere og stærkere kvalitet – måske blot mere afstivet. Siderne er bløde og giver efter for tryk. De små tapper, der holder låget, virker udsatte og lavet lidt for små og skrøbelige. Der er allerede en håndbryggers video på Youtube, der bekræfter dette, hvor den ene tap er knækket af inden første bryg. Til gengæld giver knapperne på displayet en god klik-feedback.

Jeg kan også være bekymret for, om strømkablerne til styringsenheden, der hænger ned langs siden på gryden, vil komme i kontakt med det varme stål i kampens hede [Edit.: Ikke et problem med Grain Coat]. Kablerne er dog udført i en robust kvalitet, så de kan bøjes væk fra gryden.

Standardkomponenter

Det siges, at Grainfather’en er bygget ud fra ‘off the shelf’-komponenter – dvs. standarddele der er nemme at få fat på og ikke mindst billige. Alt i alt er materialevalget selvfølgelig med til at holde den samlede pris nede. Derved gøres systemet opnåeligt for os hobbybryggere, der gerne vil have en Braumeister, men ikke vil betale for den. Her tænker jeg, at brygsystemet fra Grainfather rammer et større segment.

Det er et enkelt, anstændigt brygsystem til en god pris. Dyrere materialer giver nødvendigvis ikke en bedre øl. Systemet skal blot kunne stå prøven og holde i en håndfuld år, så er jeg tilfreds. Til den tid er det også tid til at opgradere.

I bund og grund er det et fedt koncept, og systemet har så mange smarte features, som jeg glæder mig til at afprøve. Jeg er stadig meget positiv, selvom jeg måske havde forventet 10% mere af kvaliteten.

Grainfather brygsystem